14. dec. 2009

Forbandede hjul

Jeg havde egentlig tænkt mig at arbejde på at udgive første del af et lille juleeventyr i dag. Men sådan skulle det ikke være, for jeg blev kaldt på arbejde, og så røg al energien og overskudet ind i opgaver og to-do's. Men hvad. Chefen var en lille energibombe, lavet af hurra, og han synes, at det var skønt, at jeg gad at komme. Det være sagt, så handler dagens tekst om et nederlag. Åh jo.

1 stk slangeskift koster lige pludseligt 125,- hos den lokale cykelsmed. Før i tiden var det 45,- for en lapning, men det er nye og grumme tider, så nu kan man vælge mellem at få skiftet en slange eller ingenting overhovedet. Mellemløsningen findes ikke. Så jeg smækker med døren, og går hen til en anden lokal cykelsmed. Planen er at købe et lappe-sæt, og så være lidt handy-agtig. Det kan ikke være så svært. Cykelmanden snakkede lidt om, at man skal have det her specielle værktøj, men det er tydeligvis bare et forsøg på mersalg. For at demonstrere, at han er gennemskuet betaler jeg for lappe-sættet alene, og smækker med døren. Og så hjem og lege cykel-doktor.

Et halvt opbrugt lappe-sæt og 1½ time senere giver jeg op. Hvis jeg havde det rette værktøj, havde jeg taget hele hjulet af. Hvis jeg havde vidst at cykelslange-limen ville gøre mig svimmel, så havde jeg ikke forsøgt at læse den lille tekst på tuben, hvor der står hvor lang tid der skal gå, førend limen er tør. Hvis jeg havde vidst, at special værktøjet var helt og aldeles uundværligt i processen, så havde jeg måske ikke smækket så meget med døren.

2 kommentarer:

  1. Men til gengæld kan du bringe en dødsdømt musikmaskine tilbage til livet. Ingen nederlag der!

    SvarSlet
  2. Min fornøjelse, frøken, min fornøjelse :)

    SvarSlet